Hvor er du i dag, og hvor vil du gerne hen?
Jeg deltog i en lille inspirerende netværksøvelse i gruppen for soloselvstændige i Erhvervsforum Roskilde for nylig. Hver deltager skulle tage to fotos. Et der illustrerer, hvor man er nu i sin virksomhed, og et der viser, hvor man gerne vil være i fremtiden.
Mit første foto af et vejkryds visualiserer nogle af de tanker, udfordringer og muligheder, jeg står med i min virksomhed lige nu. Jeg kan vælge at gå ned ad hvilken som helst af vejene, frem, tilbage eller at dreje til en af siderne. Men jeg kan føle, at jeg kun kan vælge en. Man kan jo ikke gå ud af mere end en vej ad gangen.
Det kan til tider føles svært, fordi jeg fagligt dækker ret bredt. Derfor kan tanker trænge sig på, om man kan være for bred i sit virke. Jeg har nemlig min faglige del, hvor jeg løser en bred vifte af kommunikationsopgaver, både foto, video, grafisk design og tekst. Derudover har jeg mit kunstvirke, som nærmest er endnu en virksomhed i virksomheden. Det kan godt nogle gange føles som temmelig meget og virke uoverskueligt.
Er løsningen mon, at jeg skal begrænse mig? Eller er den at blive ved med at lave alt det, jeg kan og som jeg elsker at lave, men dog at arbejde på at blive bedre til at navigere i det uden at stresse mig selv for meget?
Det andet billede giver nærmest tilfældigvis svaret. Jeg ville fotografere et træ for at visualisere, at jeg ønsker, at min virksomhed skal vokse og folde sig ud, mens den løser opgaver, som hjælper kunderne med også at vokse og folde sig ud. Da så jeg et træ med to stammer. Et sundt, friskt lille træ med nye sprøde blade i færd med at folde sig ud i forårssolen.
Det må jo betyde, at man godt kan dække bredt og have to stammer i virksomheden. Den kommunikationsfaglige del og kunstdelen. De er nemlig svære at skille ad, for dels lapper de over hinanden rent fagligt og dels er de en del af mig som menneske og ikke kun som virksomhed eller fagperson.
Jeg synes, billedet viser, at hvis man fjerner den ene stamme, vil resten måske stadig stå, men i en forkrøblet og unaturlig udgave. Træet fungerer bedst, hvis det får lov til fortsat at gro i sin egen særlige form.